Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på Varde Hovedvej ved Gredstedbro, da den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet.
Arbejdet går i gang tirsdag 8. september og forventes at tage omkring fire uger.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Vejarbejdet bliver udført som aften- og natarbejde primært mellem kl. 18.00 og 6.00.
For trafikanter på strækningen har vejarbejdet følgende konsekvenser:
- Når der arbejdes på Varde Hovedvej omkring Gredstedbro, vil vejen være spærret, og der vil være skiltet med omkørsel.
- Når der arbejdes på Varde Hovedvej syd for Ribe Landevej, vil trafikken forbi vejarbejdet blive afviklet ved hjælp af signalregulering.
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne vil få en forlænget rejsetid. Når der ikke arbejdes på strækningen, vil vejen være åben for trafik som normalt.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanter.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
