Domorganist søges til Ribe Domkirke

Er du en erfaren organist med en passion for kirkemusik? Ribe Domkirke søger en domorganist til en spændende stilling fra 2027.

Domorganist søges til Ribe Domkirke

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Domorganist ved Ribe Domkirke

Stillingen som domorganist ved Ribe Domkirke, Ribe Domprovsti, er ledig til besættelse 1. januar 2027 eller snarest derefter.

Ribe Domsogn har 3119 medlemmer af Folkekirken. Til sognet er knyttet 3 præster, kirketjenere, kordegn og medhjælp til turistbetjeningen. Desuden et kantori på 10 sangere.

Ribe Domsogns Menighedsråd kan tilbyde gode arbejdsrelationer i et kulturelt og historisk stimulerende miljø med mange gode muligheder for udfoldelse både som koncert- og gudstjenestemusiker. Ribe Domsogns Menighedsråd søger en organist med kirkemusikalsk kandidateksamen fra musikkonservatoriet eller en tilsvarende uddannelse i udlandet. Der forventes en erfaren organist med godt repertoirekendskab, gode administrative evner og lyst til at styrke Domkirkens musikliv, herunder eventuelle orgelelever og menighedens fællessang.

Stillingen omfatter:

  • Gudstjenester og kirkelige handlinger i Domkirken, Ribe Kapel, plejehjemmet Dagmargården og Novrup Kapel.
  • Spille til ordinationer, bispeindsættelser og nationale festgudstjenester.
  • Ansvar for Domkirkens kantori i samarbejde med domkantoren.
  • Medvirken ved bl.a. menighedsmøder, konfirmandundervisning, juniorkonfirmandundervisning og det årlige salmesangsprojekt under RAMS (Ribe Stifts skole-kirkesamarbejde).
  • 20 – 25 koncerter med Domkirkens egne ensembler og eksterne aktører.
  • Opsyn med Domsognets orgler og klaverer.
  • Medvirken ved Rued Langgaard Festival.
  • Gensidig afløsningspligt med domkantoren, der er organist i Seem Kirke. Orgel: P. Bruhn & Søn 1983, 7 stemmer, 1 manual og pedal.
  • Akkompagnement ved koncerter med kirkens forskellige kor.

Foruden kantoriet er der ved Domkirken et omfattende korarbejde, som varetages af domkantoren. Det drejer sig om spire-, børne-, pige-, ungdoms- og kammerkor med i alt cirka 110 sangere. Udover domkantoren er der knyttet to erfarne sangpædagoger til spire-, børne- og pigekor.

Ribe Domkirke er landets ældste domkirke og et meget yndet turistmål med ca. 250.000 besøgende om året. På trods af byens forholdsvis lille størrelse er Domkirken desuden en meget søgt koncertkirke, hvor kor og ensembler, både amatører og professionelle, gerne lægger vejen forbi.

På grund af restaurering lukker Domkirken til pinse 2027 og forventes at åbne igen til påske 2029. I perioden holdes der gudstjenester og kirkelige handlinger i Sct. Catharinæ kirke. Der stilles øveorgel til rådighed i Kannikegården.

I lukningsperioden arbejder domsognets menighedsråd på flere store orgelprojekter. I den forbindelse er der nedsat en orgelkomité med deltagelse af eksterne konsulenter som rådgivere, fundraiser mv. Den nye domorganist er født medlem.

Der skal gøres opmærksom på, at der ingen interne ansøgere er til stillingen.

Stillingen

Ansættelsen er omfattet af fællesoverenskomst for Akademikere i staten, protokollat om overenskomstansættelse for DOKS organister. Stillingen som domorganist er omfattet af protokollatets § 6 om aflønning som chefkonsulent.

Ansøgere til stillingen skal have bestået kirkemusikalsk kandidateksamen (eller have en tilsvarende uddannelse fra et udenlandsk musikkonservatorium).

Årslønnen forhandles efter bestemmelserne for chefkonsulenter i staten inden for intervallet 485.345 – 511.173 kr. (grundbeløb 31. marts 2012), eller 598.476,49 – 630.324,87 kr. pr. 1. april 2025.

Der er knyttet rådighedsforpligtigelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 30.000 kr. (grundbeløb 31. marts 2012) eller 36.992,85 kr. pr. 1. april 2025.

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Ansættelsen er ved Ribe Domsogns Menighedsråd, Kannikegården, Torvet 15, 6760 Ribe.

Ansøgningsfrist er den 26. oktober kl. 24.00. Ansøgning med relevante bilag skal sendes til Ribe Domsogn, Torvet 15, 6760 Ribe eller til menighedsrådsformand Katrine Lund Jørgensen via e-mailadressen 8886@sogn.dk.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til domkantor Jonas Hunt via e-mailadressen jonashunt78@gmail.com eller på telefon 28125075.

Samtaler og prøvespil med kordirektion forventes at finde sted i uge 46.

Ansættelsen sker med tre måneders prøvetid.

Der vil blive indhentet referencer og børneattest.

Kørekort:

Kørekort type B (almindelig bil).

Egen bil:

Du skal være villig til at benytte egen bil i jobbet.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 26.10.2026
Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Ribe Domsogns Menighedsråd
Location Icon
Adresse Torvet 15, 6760, Ribe
Calendar Icon
Kontaktperson Jonas Hunt
Email Icon
Email jonashunt78@gmail.com
phone Icon
Telefon 28125075
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Torvet 15, 6760, Ribe

Se større kort