Lige efter påske åbner Klimaskovfonden en ny ansøgningsrunde med tilskud til skovrejsning, og dette forår er der 50 millioner kroner til lodsejere, der drømmer om ny skov. Man kan søge op til maksimalt 94.500 kroner til at plante produktionsskov og op til 109.500 kroner per hektar til urørt skov afhængig af skovens forventede CO2-effekt.
Det er nu, man skal gøre noget ved drømmen om at plante skov på et stykke af sin jord. Der er gode finansieringsmuligheder og når træerne vokser op, får man både glæde af den herlighedsværdi, som skov og natur med et rigere dyreliv tilfører ejendommen. Med vores tilskudsordning er der gode muligheder for at få den skov man drømmer om. Det er oftest med blandede træ- og buskarter, men også plads til lysåbne arealer med eng, sø eller græsningsskov siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Klimaskovfonden. Som ung plantede han selv skov på familiens ejendom nord for Ribe, og i dag har han stor fornøjelse af at køre forbi med familien, og se skoven som de nye generationer har glæde af
Efterlyser flere arealer
Klimaskovfonden har allerede 250 skovrejsningsprojekter i gang over hele landet, men håber på, at mange flere vil rejse skov i år. Derefter efterlyser de flere ansøgere, der vil gøre skovdrømmen til virkelig med tilskud fra fonden.
Vi ved, at hver fjerde jordejer går med overvejelser om at plante skov, og jo før man kommer i gang jo bedre. Skov er en langsigtet investering men efter de første fem-ti år er der mulighed for en indtjening og for at bruge CO2-effekten i sit klimaregnskab siger Poul Erik Lauridsen
Fonden finansierer skovene gennem klimabidrag fra virksomheder og privatpersoner. Her efterspørges der særligt skov, der udover klimaeffekt også beskytter fremtidens drikkevand og giver en rigere natur. Derfor lyder opfordringen fra direktøren: ”Søg tilskud nu! Har du jorden, så har vi pengene,” siger Poul Erik Lauridsen.
Der er frist for at ansøge den 13. maj 2026 og ansøgere får svar 1. juli 2026.
