17. september 2026

Høstmarked fylder Ribe med efterårshygge og aktiviteter

Lørdag den 3. oktober inviteres der til Høstmarked i Ribe med efterårsvarer, aktiviteter og hyggelig stemning i byens gader.

Høstmarked fylder Ribe med efterårshygge og aktiviteter
Af: Isabella Fuglsang | Foto: Canva

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Der bliver rig mulighed for at komme i efterårsstemning, når Høstmarkedet løber af stablen i Ribe lørdag den 3. oktober.

På Skibbroen starter torvemarkedet allerede kl. 8.00, mens der i Toldbodens gård bliver kræmmermarked. Ved Domkirken kan gæsterne opleve traktorer, og på Smedetorv bliver der blandt andet cykelringridning og kæpheste.

Oplevelser for hele familien

De yngste gæster får også masser at opleve. Toget Futte kører gennem byen, der er hestevognskørsel, og spejderne tænder op i bålet og byder på forskellige aktiviteter og smagsoplevelser.

Der bliver også musik rundt omkring i byen med folkemusik, levende musik i gaderne samt sang og dans. Samtidig kan besøgende gå på opdagelse blandt lokale produkter, mad og forskellige smagsprøver.

Sct. Catharinæ Kirke bliver en del af Høstmarkedet med aktiviteter, boder og oplevelser, mens der på Det Gamle Rådhus er mulighed for rundvisninger i løbet af dagen.

Efterårsstemning i handelsgaderne

Byens butikker inviteres også til at være med til at skabe den rette stemning ved at dekorere deres vinduer med høsttema. Ribe Handel sørger for æbler til de deltagende butikker, så efterårets farver og høststemningen kan mærkes rundt omkring i handelsgaderne.

Der er dermed lagt op til en dag, hvor både lokale og besøgende kan opleve Ribe fra en hyggelig og festlig side.

Nøgleord
FritidKultur
Event Information